• Aktien banker op igen: Vestas på trumpsk rutsjebanetur efter ny afstemning i Senatet

    Source: BDK Finans / 02 Jul 2025 00:30:40   America/Los_Angeles

    Mandag faldt Vestas-aktien med næsten otte procent, efter en afstemning om Donald Trumps lovpakke i weekenden så ud til at få grelle konsekvenser for vindindustrien. Men onsdag morgen banker aktien op igen, da Senatet natten til onsdag dansk tid har lempet nogle af stramningerne i lovforslaget. Konkret stiger aktien klokken 9.30 med otte procent. Sent lørdag stemte et snævert flertal i Senatet for, at et større hjørne af Donald Trumps omfattende økonomiske reformpakke – »One Big Beautiful Bill« – sendes videre til yderligere behandling i Repræsentanternes Hus. Her stod vindmølle- og solcelleparker i USA til blive beskattet ekstra hårdt fra 2027, hvis kinesiske komponenter udgjorde en vis andel af projekterne. I praksis er de svære at komme udenom, da Kina i dag sidder på hovedparten af de nødvendige råstoffer og delelementer, der er nødvendige for den grønne sektor. Dertil ville grønne projekter også kun være berettigede til statsstøtte – indført under Biden-regeringen – hvis de var i drift inden udgangen af 2027. Analytiker: Det afsporer ikke industrien Men ifølge aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, er lovforslaget blevet lempet siden da. »Det vedtagne forslag afsporer ikke industrien i samme grad som den tidligere tekst, men det repræsenterer trods alt alligevel en forringelse fra de nugældende regler,« skriver Jacob Pedersen i en analyse ifølge Ritzau. Den vigtigste ændring er ifølge analytikeren, at vindmølleprojekter ikke længere kræves at være i drift i 2027 for at kunne få støtte. »Dermed kan Vestas-kunderne påbegynde projekter i det kommende år, uden at blive tidspresset af, at de skal være afsluttet inden udgangen af 2027,« skriver han. Før lovpakken kan sendes til endelig underskrift på præsidentens bord, skal den sendes til endnu en behandling i Repræsentanternes Hus. Også den danske grønne projektudvikler Ørsteds aktie (der ligeledes faldt mandag) stiger onsdag morgen med cirka fire procent klokken 9.30. https://www.berlingske.dk/virksomheder/aktien-banker-op-igen-vestas-paa-trumpsk-rutsjebanetur-efter-ny
Share on,